Baggrund
Physical literacy/bevægelseskompetence er et individs kompetencer, motivation, selvtillid og forståelse for deltagelse i fysiske aktiviteter. UNESCO tillægger udvikling af bevægelseskompetence stor betydning i retningslinjerne for idrætsundervisning i skolen, og teoretisk er bevægelseskompetence afgørende vigtigt for et individs generelle sundhed og fysiske aktivitetsniveau gennem hele livet. De sundhedsmæssige fordele ved fysisk aktivitet er veldokumenterede, men langvarige effekter af interventioner, som forsøger at øge børns fysiske aktivitetsniveau, er i bedste fald moderate. Set i perspektiv af et helt livsforløb, vil indsatser rettet mod bevægelseskompetence være mere relevant for livslang deltagelse i fysisk aktivitet end eksempelvis fysisk aktivitetsniveau alene. Udvikling af bevægelseskompetence tidlig i livet kan derfor være med til at øge befolkningens fysiske, mentale og sociale helbred. De sundhedsmæssige fordele af bevægelseskompetence er underbygget i få undersøgelser fra Canada, men der er i høj grad behov for både flere undersøgelser af sammenhængen mellem bevægelseskompetence, fremtidigt aktivitetsniveau og sundhedsrelaterede faktorer, herunder fysisk, mental og social helbred. Projektet har til formål at undersøge sammenhænge mellem danske børns bevægelseskompetence og fysisk, mental og social helbred. Det første skridt er at udvikle et dansk instrument, som kan måle bevægelseskompetence ved at oversætte, tilpasse og validere et veletableret canadisk instrument.
Data indsamles blandt 500 skolebørn i alderen 8-12 år. Projektet vil tilvejebringe ny og stærk viden om danske skolebørns bevægelseskompetence og sammenhænge til deres fysiske, mentale og sociale sundhed, og en ny og adfærdsorienteret metode til at strukturere tiltag til at forebygge inaktiv livsstil. Vores resultater vil få betydning for sundheds- og uddannelsessektoren, herunder idræts- og sundhedsfremmeforskning samt politikker og tilgange til bevægelse i folkeskolen og i foreningslivet. Ved at målrette og evaluere strategier og indsatser på baggrund af bevægelseskompetence, sikres det, at effekten ikke forsvinder, når interventionen eller programmet slutter. Projektet vil gøre det muligt at guide og evaluere konkrete strategier og indsatser på baggrund af viden om et koncept, som er mere relevant for livslang deltagelse i fysisk aktivitet end eksempelvis fysisk aktivitetsniveau alene, og som derfor kan være med til at øge befolkningens fysiske, mentale og sociale helbred. Projektet vil desuden producere en konsensuserklæring om bevægelseskompetence i en dansk kontekst, for bl.a. at facilitere overensstemmelse på tværs af sektorer, institutioner og fagpersoner, samt skabe konsistens og klarhed i kommunikation.
formål
Formålet med projektet er at udvikle og udbrede et nyt standardiseret dansk måleinstrument for physical literacy til 8-12-årige børn ved at oversætte, tilpasse og validere et veletableret canadisk instrument. Instrumentet indeholder følgende:
-
En motorik-test, der inkluderer hop, løb, spark og kast.
-
Planken – en styrkeøvelse.
-
En bip-test som måler kondition.
-
Video-spørgeskemaer til børnene på tablet/iPad– besvare spørgsmål om viden, selvtillid og motivation for deltagelse i bevægelse og fysisk aktiviteter
-
Bevægelsesmålere – børnene bærer to bevægelsesmålere; én Axivity AX3 accelerometer (Axivity, Newcastle, UK) som sættes på låret med plaster, og én PiezoRX pedometer (LogYourSteps Inc., Canada), som bæres i buksekanten.
-
Daglige spørgeskema til barn og forældrene som vil blive tilsendt mobiltelefon.
​
​​